Alfadexx

1 x 50 ml

Injektionsvæske, opløsning

Indikationer

Heste, kvæg, geder, svin, hunde og katte:

Behandling af inflammation og allergiske reaktioner.

Heste:

Behandling af artritis, bursitis eller tenosynovitis.

Kvæg:

Behandling af primær ketose (acetonæmi).

Induktion af fødsel.

Geder:

Behandling af primær ketose (acetonæmi).

Dosering og indgivelsesvej

Heste

Intravenøs, intramuskulær, intraartikulær og periartikulær anvendelse.

Hunde og katte

Intravenøs, intramuskulær og subkutan anvendelse.

Kvæg, geder og svin

Intravenøs og intramuskulær anvendelse.

Til behandling af inflammatoriske eller allergiske tilstande anbefales de følgende gennemsnitsdoser. Den reelt anvendte dosis bør imidlertid fastsættes af symptomernes sværhedsgrad og i hvor lang tid, de har været til stede.

Art	Dosering
Heste, kvæg, geder, svin	0,06 mg dexamethason/kg legemsvægt (1,5 ml præparat/50 kg legemsvægt)
Hunde, katte	0,1 mg dexamethason/kg legemsvægt (0,5 ml præparat/10 kg legemsvægt)

Til behandling af primær ketose rådes til en dosis på 0,02–0,04 mg dexamethason/kg legemsvægt (kvæg: 5–10 ml præparat pr. 500 kg legemsvægt, geder: 0,65–1,3 ml præparat pr. 65 kg legemsvægt), der gives ved en enkelt, intramuskulær injektion, afhængigt af dyrets størrelse og symptomernes varighed. Højere doser (dvs. 0,04 mg/kg) vil være nødvendige, hvis symptomerne har været til stede i nogen tid, eller hvis dyr med tilbagefald bliver behandlet.

Til induktion af fødsel hos kvæg - for at undgå et for stort foster og ødem i brystkirtlerne. En enkelt intramuskulær injektion på 0,04 mg dexamethason/kg legemsvægt (svarende til 10 ml præparat for en ko, der vejer 500 kg) efter dag 260 i drægtighedsperioden.

Fødslen vil normalt finde sted i løbet af 48–72 timer.

Til behandling af artritis, bursitis eller tenosynovitis ved intraartikulær eller periartikulær injektion hos heste.

Dosis 1–5 ml præparat pr. behandling

Disse mængder er ikke specifikke, og er udelukkende angivet som vejledende. Injektioner i ledhuler eller bursae bør indledes med, at der fjernes en tilsvarende mængde ledvæske først. Hos heste, der er beregnet til fremstilling af fødevarer til mennesker må en total dosis på 0,06 mg dexamethason/kg legemsvægt ikke overskrides. Det er afgørende at sikre fuld sterilitet.

Bivirkninger

Antiinflammatoriske kortikosteroider, såsom dexamethason, vides at kunne udløse et bredt udvalg af bivirkninger. Mens enkelte høje doser generelt er veltolereret, kan de fremkalde svære bivirkninger ved langtidsbrug, og når estere, der besidder en lang virkningsvarighed, administreres. Dosering til mellemlang brug eller langtidsbrug bør derfor holdes på et minimumsniveau, der er nødvendigt for kontrol af symptomer.

Steroider kan under behandlingen forårsage iatrogen hyperadrenokorticisme (Cushings sygdom), der medfører betydelige ændringer af fedt-, kulhydrat-, protein- og mineral- metabolismen, f.eks. omfordeling af kropsfedt, muskelsvaghed, og kan medføre svind og osteoporose.

Under behandlingen undertrykker effektive doser hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen. Efter ophør af behandlingen kan der opstå symptomer på binyreinsufficiens og endda til binyrebarkatrofi, hvilket kan gøre dyret ud af stand til at håndtere situationer med stress i tilstrækkelig grad. Der bør derfor overvejes foranstaltninger for at minimere problemer med binyreinsufficiens efter seponering af behandling, dvs. dosering på samme tidspunkt som det endogene kortisolmaksimum (dvs. om morgenen for hunde, og om aftenen for katte) og en gradvis nedsættelse af dosering.

Systemisk administrerede kortikosteroider kan forårsage polyuri, polydipsi og polyfagi, særligt tidligt i behandlingen. Ved langtidsanvendelse kan nogle kortikosteroider give natrium- og væskeretention og hypokaliæmi. Systemiske kortikosteroider har medført calciumaflejring i huden (calcinosis cutis), og kan medføre hudatrofi.

Kortikosteroider kan forsinke sårheling, og de immunundertrykkende virkninger kan svække modstandsdygtigheden over for eksisterende infektioner eller forværre disse. I tilfælde af bakteriel infektion er antibakteriel lægemiddeldækning sædvanligvis påkrævet, når steroider anvendes. Ved virusinfektioner kan steroider forværre eller fremskynde sygdomsprogressionen.

Der er indberettet ulcus i mave-tarm-kanalen hos dyr behandlet med kortikosteroider, og ulcus i mave-tarm-kanalen kan forværres af steroider hos dyr, der får ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’er), eller hos dyr med rygmarvstraumer. Steroider kan medføre forstørrelse af leveren (hepatomegali) med en forhøjelse af leverenzymer i serum.

Steroider kan være relateret til adfærdsændringer hos hunde og katte (lejlighedsvis depression hos hunde og katte, aggressivitet hos hunde).

Anvendelse af kortikosteroider kan fremkalde ændringer i blodets biokemiske og hæmatologiske parametre. Forbigående hyperglykæmi kan forekomme.

Hvis kortikosteroider anvendes til induktion af fødsel hos kvæg, kan det være forbundet med en nedsat levedygtighed af kalvene, en høj forekomst af tilbageholdt efterbyrd og eventuel efterfølgende metritis og/eller nedsat fertilitet.

Brug af kortikosteroider kan øge risikoen for akut pankreatitis. Andre mulige bivirkninger forbundet med brug af kortikosteroider omfatter laminitis og nedsat mælkeproduktion.

I meget sjældne tilfælde kan der opstå overfølsomhedsreaktioner.

Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:

₋ Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)

₋ Almindelig (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)

₋ Ikke almindelig (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)

₋ Sjælden (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)

₋ Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)