Prednicortone Vet. VNR 163997

Antiinflammatoriske kortikosteroider såsom prednisolon vides at kunne udløse et bredt udvalg af bivirkninger. Høje enkeltdoser tolereres sædvanligvis godt, men langtidsanvendelse kan forårsage svære bivirkninger. Ved mellemlang til langtidsanvendelse bør doseringen derfor holdes på det laveste niveau, der er nødvendigt til kontrol af symptomer.

Den signifikante dosisrelaterede kortisolsuppression, der ses under behandlingen, skyldes at effektive doser undertrykker hypothalamus hypofyse binyreaksen. Efter ophør af behandlingen kan der opstå tegn på binyreinsufficiens rækkende til binyrebarkatrofi, hvilket kan gøre dyret ud af stand til at klare situationer med stress. Det bør derfor overvejes, hvordan problemer med binyreinsufficiens kan minimeres efter ophør af behandlingen.

Den observerede signifikante stigning i triglycerider kan være en del af en mulig iatrogen hyperadrenokorticisme (Cushings sygdom) med signifikante ændringer i fedt, kulhydrat, protein og mineralstofskiftet, f.eks. omfordeling af kropsfedt, stigning i kropsvægt, muskelsvaghed, sarkopeni og osteoporose. Kortisolsuppresion og en stigning i triglycerider i plasma er en meget almindelig bivirkning ved lægemidler, der indeholder kortikoider (mere end 1 ud af 10 dyr).

Den af glukokortikoider forårsagede stigning i basisk fosfatase kan være forbundet meden forstørrelse af leveren (hepatomegali) og forhøjede leverenzymer i serum.

Andre ændringer i blodets biokemiske og hæmatologiske parametre, der menes at være knyttet til anvendelse af prednisolon, er signifikante virkninger på laktatdehydrogenase (fald), albumin (stigning), eosinofiler og lymfocytter (fald) samt segmenterede neutrofiler (stigning).

Der bemærkes desuden et fald i aspartattransaminase.

Systemisk administrerede kortikosteroider kan forårsage polyuri, polydipsi og polyfagi, særligt tidligt i behandlingen. Ved langtidsanvendelse kan nogle kortikosteroider give natrium og væskeretention og hypokaliæmi. Systemiske kortikosteroider har medført calciumaflejring i huden (calcinosis cutis).

Kortikosteroider kan forsinke sårheling, og de immunosuppressive virkninger kan svække modstandsdygtigheden over for eksisterende infektioner eller forværre disse. Ved virusinfektioner kan kortikosteroider forværre eller fremskynde sygdomsforløbet. Der er beskrevet ulcus i mave-tarm-kanalen hos dyr behandlet med kortikosteroider, og ulcus i mave-tarm-kanalen kan forværres af steroider hos dyr, der får nonsteroide antiinflammatoriske lægemidler, og hos dyr med rygmarvstraumer.

Andre bivirkninger der kan opstå er: hæmning af knoglernes longitudinalvækst, hudatrofi, diabetes mellitus, eufori, pankreatitis, nedsat syntese af tyreoideahormon, øget syntese af paratyroideahormon. Se også pkt. 4.7.

Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:

- Meget almindelig (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling)

- Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr)

- Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr)

- Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr) - Meget sjælden (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)